Aalborg Forsyning indgår samarbejde med Watts

Nyhed – 14. januar 2020

I løbet af det næste år får 40.000 husstande i Aalborg mulighed for at blive klogere på deres varmeforbrug ved hjælp af appen Watts. Samarbejdet er det første i en række med flere forsyninger. 

Når fjernvarmekunderne i Aalborg Forsyning fremover skal have aflæst deres varmeforbrug, sker det helt automatisk med nye fjernaflæste målere. Det bliver derfor nemmere for kunderne at holde øje med forbruget og undgå varmespild – og det skal Watts også hjælpe med. 

”På opfordring fra flere interesserede forsyningsselskaber har vi besluttet at udvide Watts til ikke kun at holde øje med el, men også med forsyningsarterne fjernvarme og på sigt også vand. Hos Aalborg Forsyning var man på udkig efter et værktøj, der kunne hjælpe kunderne med at holde øje med netop dette, og derfor har vi nu indgået et samarbejde”, fortæller Per Madsen, afdelingschef for Watts A/S. 

Undgår kedelige overraskelser 

Med hjælp fra Watts bliver det for fjernvarmekunderne i Aalborg Forsyning muligt at følge med i,
om fjernvarmen udnyttes, som den skal – og gør den ikke det, kan Watts fortælle det med en række advarsler.

”Vi kan se rigtig mange muligheder for os selv og vores kunder i at hente Watts. Fx kan appens budget-funktion advare vores kunder mod overforbrug, før det faktisk finder sted. Samtidig tager vi med samarbejdet et stort skridt fremad i vores kundekommunikation, som er et vigtigt element i vores arbejde med grøn omstilling”, fortæller Jesper Møller Larsen, forsyningschef i Aalborg Forsyning. 

Flere forsyninger er interesserede 

Aalborg Forsyning er ikke alene om at være interesseret i Watts. Selskaber som Kalundborg Forsyning, Forsyning Helsingør og Frederiksberg Forsyning har ligeledes meldt sig på banen og indledt dialog – og endnu flere er på vej: 

”Vi kan tydeligt mærke, at vi med udvidelsen af Watts skaber interesse hos andre forsyningsselskaber, som kontakter os og vil vide mere. Det er vi super glade for, og vi hører meget gerne fra andre, der kunne være interesserede i et samarbejde”, fortæller Per Madsen.