43.000 husstande
kan nu hente Watts

Nyhed – 26. maj 2020

43.000 husstande kan nu hente Watts

I løbet af 2020 har Aalborg Forsyning og energiplatformen Watts arbejdet på at koble 43.000 husstande på appen. Nu er arbejdet slut, og i fremtiden kan de mange aalborgensere se frem til at blive endnu klogere på både el-, vand- og varmeforbruget.

Når der fremover skal foretages varmeaflæsning hos fjernvarmekunderne i Aalborg Forsyning, sker det helt automatisk med nye fjernaflæste målere, som gør det nemmere for kunderne at holde øje med forbruget og dermed undgå varmespild – og det skal Watts hjælpe med:

”Aalborg Forsyning var på udkig efter et værktøj, der kunne hjælpe kunderne med at holde øje med deres forbrug og motivere dem til at indstille deres varmeanlæg hensigtsmæssigt. Med Watts tilbyder vi det, de ledte efter, og nu kan intet mindre end 43.000 dagligt følge deres varmeforbrug”, fortæller funktionschef Per Madsen.

Hos Aalborg Forsyning er man glade for det nye samarbejde med Watts og særligt den effektive kommunikation med kunderne er en af de mange nye fordele ved brugen af energiplatformen.

Det fortæller kundechef Lars Jensen og forsyningschef Jesper Møller Larsen til branchemagasinet Teknik & Miljø:

”Watts er meget brugervenlig og altid lige ved hånden. Ud over at vise det faktiske energiforbrug, sammenholdt med budgettet, har appen også mulighed for at advare kunderne mod overforbrug, før det faktisk finder sted. Og fordi kunderne kan følge med og får besked via Watts, hvis varmeforbruget pludselig ryger i vejret, bliver de både klogere på deres forbrugsmønstre og slipper for ubehagelige overraskelser.”

Hos Aalborg Forsyning er et af formålene med Watts at gøre kunderne mere energibevidste og skubbe dem i en grønnere retning. Derfor håber man på, at kunderne i fremtiden ændrer deres forbrugsvaner og bruger mindre fjernvarme til gavn for miljøet og pengepungen:

”I Aalborg Forsyning er det vigtigt, at kunderne er en del af den grønne omstilling. Her er Watts en effektiv løftestang og et stort fremskridt ift. kommunikationen med kunderne om deres el-, varme- og vandforbrug” fortæller Lars Jensen.

I Watts arbejdes der løbende på at udvikle appen, og som et led i samarbejdet med Aalborg Forsyning arbejdes der således på at videreudvikle appen til også at kunne vise varmeforbrug for alle appens brugere på sigt.

Du kan læse mere om samarbejdet i marts-udgaven af Teknik & Miljø magasinet.