Jordforbindelse

Jordforbindelse
fortællinger fra glemmebogen

Bogen fortæller om fællesskab og selvstændighed i et lille samfund langt ude på den jyske hede. Sporene efter de mennesker, der opdyrkede heden og byggede gode – omend små – ejendomme op, er ved at forsvinde.

Men der er stadigvæk folk, der kan fortælle om slid og succes – og ikke mindst om de originaler, som i dag er ved at være en saga blot. Deres stemmer fylder bogen og giver et bud på, hvad det er, der holder et samfund sammen.

Bogen fås hos forfatteren jeremy@watts.dk

225 kr. inkl. forsendelse.


Presse
Jordforbindelse – Fortællinger fra glemmebogen
På julemarkedet i Vorbasse Fritidscenter søndag den 4. december, kan man bl.a. møde Vorbasse tilflytteren Jeremy Watts, som netop nu er aktuel med en helt ny bog om lokalsamfundet.
Hvem var ‘Gong-gong-manden, hvorfor hed Peter Snøk sådan, hvem var Tummelumsen og hvordan var han i virkeligheden, hvor lå egnens jordemoderbolig, bygget først i 1800-tallet – sandsynligvis langt ude på heden. Og hvad sagde husmoren, da hanen sked i suppen?
Og vintrene, var de virkelig strengere i gammel tid, og somrene varmere end godt var? Alt det, og mere til, beskrives i Jeremy Watts’ nye bog ‘Jordforbindelse’, der udkommer den 1. december.

Udgangspunktet er den ejendom på en vindblæst bakketop, hvortil han i 1973 kom som tilflytter. Ved et nyligt gensyn fandt han de gamle historier ved at følge snart forsvundne spor i og omkring det lille udflyttersamfund fra Vorbasse fra den tidlige middelalder, Vorbasse Nybøl, eller Nebel. Sporene, der helt er ved at forsvinde – sti og vej, kålgård, have og hus, og ejerne med – tager en del af vores fælles historie med sig i glemslen. Derfor er bogens undertitel ‘Fortællinger fra glemmebogen’. Som i mange andre isolerede småsanfund har folk, længe inden velfærdsstatens tid, levet på en knivsæg mellem succes og fiasko. Bogen er et opmuntrende vidnesbyrd om, at folk kan overleve, og altid har overlevet, endda med humoren i behold. Herom kan man læse i kapitler som ‘Degnen i tørvekassen’, ‘Ornen i sidevognen’, ‘Nebel regler’ og ‘Dansk tobak’. Bogen leverer også nogle sobre betragtninger om fællesskabets værdier: Kan et fællesskab overleve i vores ensrettede og centraliserede verden? Er der plads til ‘originaler’? Hvad er forholdet mellem selvstændighed og sammenhold?
© Billund UgeAvis, d. 29/11/2011

’Jordforbindelse – fortællinger fra glemmebogen’ fortæller om fællesskab og selvstændighed i et lille samfund langt ude på den jyske hede. Sporene efter de mennesker, der opdyrkede heden og byggede gode – omend små – ejendomme op, er ved at forsvinde. Men der er stadigvæk folk, der kan fortælle om slid og succes – og ikke mindst om de originaler, som i dag er ved at være en saga blot. Deres stemmer fylder bogen og giver et bud på, hvad det er, der holder et samfund sammen.


Indholdsfortegnelse –
klik for større

Der er lukket for kommentarer.